Buddhister er også næstekærlige

Tim Pallis

Jeg befinder mig for tiden i Japan for at lære lidt mere om buddhisme. Derfor er jeg først nu blevet opmærksom på Jan Lindhardts artikel i Kristeligt Dagblad af 11. maj 2006. Her anbefaler han, at man gør buddhismen til et obligatorisk fag i gymnasierne i stedet for islam, som undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) har foreslået.

I stedet for at gøre én eller to bestemte religioner obligatoriske, synes jeg, at man skal gøre religion og filosofi til et obligatorisk fag. Eller hvad med et fag som f.eks. sammenlignende religiøse erfaringer.

Efter læsning af Lindhardts debat indlæg, som fremhæver, at der er grund til at undervise i buddhisme, er jeg blevet klar over, at det ikke er hvem som helst, der skal fortælle børnene om, hvad buddhisme er - i hvert fald ikke præster eller biskopper i Den danske Folkekirke.

Der er derimod gode erfaringer med, at jesuitter præsterne i Japan har praktiseret zen buddhisme og skrevet glimrende bøger derom. Men der er også mange andre fra kristne monastiske traditioner, som har haft glæde af at komme til Japan og praktisere siddende meditation.

Mange japanske zen buddhistiske munke er rejst den anden vej og har besøgt tyske og italienske klostre for at lære om kristendommens sociale dimension. I begge tilfælde går det hele ud på, at uddybe deres egen religion i lyset af en anden trosretning.

Det kan derfor undre mig, hvor overfladisk og unøjagtig Jan Lindhardts fremstilling af buddhismen er. Det er som om, han ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok og uden mindste tvivl i sindet fremlægger sin misforståede opfattelse af buddhismen. Det skulle man ikke vente af én, der er så højt placeret i Den danske Folkekirke.

Ganske vist forsøger Lindhardt, at fremlægge sin forståelse af buddhismen, som om det er den dharma, Dalai Lama forkynder, men det er ret tydeligt, at han i stedet lægger sin egen uvidenhed i munden på Dalai Lama.

Der er mange mere eller mindre gode bøger af og om Dalai Lama. De værste har et tydeligt "new age" præg, som nok skyldes oversætternes mangler. De bedste kan være vanskelige at forstå, dels igen på grund af oversættelsen og det subtile i metafysikken.

Jeg har imidlertid mødt kristne teologer og Zen buddhistiske filosoffer, som i gensidig interesse for de teologiske spørgsmål i fællesskab har beskæftiget sig med sammenlignende mystik. Her finder vi det vigtige kenosis begreb, det fælles ved treenighedsforestillingen i de to religioner, den negative teologi, den bekræftende teologi og død og genopstandelses symbolikken.

Det er derfor forkert af Jan Lindhardt endnu engang fortæller danske kristne, at buddhismen handler om i "selv-interesse at trække sig tilbage fra verden, svigte næsten i de nære familiære såvel som i de fjerne samfundsmæssige sammenhænge."

Det er for ringe at blive ved med at fastholde, at buddhismens kærlighedsbegreb ikke er så fint som "det kristne, som stiller sig i næstens tjeneste og ikke bruger kærligheden til at holde sig tilbage fra verden."

Ligesom venstrefløjen og de kulturradikale har taget patent på humanismen, lader det til, at kristendommen har taget patent på næstekærligheden. Der har altid været nogen uenighed om, hvor snævert eller hvor bredt man skulle definere næsten. Jan Lindhardt undgår problemet ved at tale om det nære familiære og det fjerne samfundsmæssige i samme åndedrag.

Jesus spørger i lignelsen om den barmhjertige samaritan: "Hvem af disse tre tror du var den mands næste?" Her er der en uklarhed, fordi man umiddelbart skulle tro, at det var den, der var offer for en forbrydelse og trænger til hjælp, som er vor næste. Men Jesus vender det om og peger på, at samaritaneren er den mands næste.

Det skal bestemt ikke forstås således, at det er den, der hjælper mig, der er min næste. Men undskyld, det her er ikke nemt! Så lad være med at fyre den af om næstekærlighed i tide og utide uden at uddybe hele problemstillingen.

I buddhismen har man ikke et ord som næsten. Man undgår i hele taget at tale om en anden, fordi man ikke i sansningen adskiller mellem bevidstheden, der opfatter og en anden, der opfattes. For nuværets og nærhedens skyld forsøger man nemlig i sin opfattelse af verden ikke at tvedele den i subjekt og objekt.

I nuet er der ingen rumlig afstand og virkeligheden ses, som den egentlig er i skønhed eller gru. Hvis det er gruen, vækkes medfølelsen til at hjælpe.

Buddhistens træning skulle gerne svække det selviske og egoistiske, således at man kan se den egentlige virkeligheds realitet uden at være betinget af "støjen" af sine egne følelser og tanker. De er nemlig hindringer for at kunne se sandheden og det nære. De fleste mennesker er det meste af tiden så optaget af deres mange følelser og tanker, at de ikke kan se det nære. Det er oven i købet sådan, at nærvær ikke er tæt nok på. Det er bedre at kalde det nuvær, og i det nuvær kan man ikke undgå at se offeret i grøften. Derfor er der ikke forskel på samaritaneren og buddhisten.

Men det er ligesom for kristne heller ikke let for buddhisten, at svække sit egotrip for at kunne være vågen overfor verden hvert øjeblik. Buddhisten lukker ikke øjnene for verden, han adskiller sig ikke fra den, selv om den kan være rædselsvækkende. Verden er hans egen identitet på godt og ondt lige her og nu.

Det er for meget at tro om buddhismen, at den præger alle danskere med sin livsfilosofi, som Lindhart siger. Jeg ville ønske det var så vel, men nej management kurser i stress for virksomhedsledere, afslapning og yoga og fed fed lykke i damebladene har ikke en pind med buddhisme at gøre.

Jan Lindhardt blander "new age" livsfilosofien sammen med buddhismen. Buddhismen siger heller ikke, at alle mennesker er ens eller at hvert menneske ligner alle andre. Selvfølgelig er alle mennesker forskellige såvel i udseende som i det indre. Der er ikke to personligheder, der er ens. Men alle levende væsner har en fællesnævner, og det er buddhanaturen.

I buddhismen er der ingen Gud, men der er buddhanaturen. Og hvad er så det? Se det er det store eksistentielle spørgsmål, som gør én til buddhist, hvis man søger at finde ud af, hvad det er. Hvert enkelt menneske er buddhanaturen, så det gælder om at opdage, hvad det er.

I zen siger man, at det er ens oprindelige ansigt, før man blev født. Det minder om Jesus svar på spørgsmålet om, hvem han er: "Før Abraham blev født, jeg er". Og da buddhanaturen ikke kan forklares i ord, må den erkendes, for at man fuldt ud kan leve som et medfølende menneske.

Derfor har vi hver især noget at realisere i dette øjeblik. Det kan ikke udskydes til fremtiden. Det enkelte menneskes nuværende situation er således umådelig vigtig. Det er Kierkegaards ”hin enkelte”. Det enkelte menneskes må i sin eksistentielle situation med bevidstheden om, at han egentlig talt er buddhanaturen, spørge sig selv: "Når alt hvad du gør ikke duer, hvad gør du så?"

Det gælder i høj grad de 4 bodhisattva løfter, som zen buddhisten reciterer hver dag før eller efter sin meditationspraksis (zazen).

De fire løfter (pranidhana) er følgende:

Levende væsner er ikke afgrænselige

Lover at befri dem.

Mentale og emotionelle hindringer er ikke svækkede

Lover at afvise dem.

Dørene til dharmaen kan ikke tælles

Lover at kende dem.

Buddhas vej er uforlignelig

Lover at gennemføre den.

De fleste oversættelser af denne tekst siger: "Jeg lover...." Dette har jeg undgået ved at slette det personlige pronomen. Alligevel fremtræder teksten som et personligt løfte. Det kan være udmærket i begyndelsen af ens zazen praksis.

Men for den, som er mere erfaren lyder det noget indbildsk, fordi der så ikke tages hensyn til den nådegave buddhismen har at tilbyde. Derfor vil jeg foretrække, at løfterne udtrykkes i gerundiv form dvs. en passivform af verbet, der fungerer som et adjektiv, og som udtrykker, at noget bør ske.

Gerundiv defineres som en passiv fremtids tillægsmåde (futurum participium passiv). Noget skal eller bør gøres - det er det som bør finde sted.

En eksaminand er én, som skal eksamineres. En konfirmand er én, som skal konfirmeres. En konfirmant derimod er én, som bekræfter, hvorimod konfirmanden bekræftes. Det har stor betydning teologisk set, for konfirmanten bekræfter selv sin dåbspagt, mens konfirmandens dåbspagt bekræftes af Gud. Og det er den rette forståelse.

Hvem eller hvad er det så i buddhismen, som f.eks. lover at befri alle levende væsner. Det er Amitabha (jap. Amida) Buddha, som også kaldes Amitayus. Amitabha betyder "det ubegrænsede liv", og Amitayus betyder "det ubegrænsede lys". Man forestiller sig, at Amida Buddha befinder sig i "det vestlige paradis Sukhavati" (jap. Jodo), som ikke er et sted, men en bevidstheds tilstand.

Jodo er derfor et udtryk for, at i menneskets egentlige natur er visdom (prajna) og medfølelse (karuna) to sider af samme natur. Amidas løfter er så omfattende og så radikale, at Nirvana ikke kan blive ét med Samsara i et menneskes liv før alle levende væsner er befriet.

De fire løfter (pranidhana) skal derfor oversættes som følger:

Levende væsner er ikke afgrænselige

De bør befris

Mentale og emotionelle hindringer er ikke svækkede

De bør afvises

Dørene til dharmaen kan ikke tælles

De bør kendes

Buddhas vej er uforlignelig

Den bør gennemføres

Hvornår bliver disse fire løfter realiseret i et menneskes liv? Det bliver de i og med erkendelsen af vor egentlige natur og det livslange arbejde med at assimilere denne erkendelse i hvert øjeblik af ens liv. Det er en bevidst, vågen og alt inddragende erkendelse, som ser ind i det det evige nu’s virkelighed.